Foredrag Dorthe Stieper "Livet i undtagelsestilstand"
Livet i undtagelsestilstand
Når særlige behov og psykisk sårbarhed er en del af hverdagen
Tirsdag den 14. april kl. 19-21 inviterer Støtteforeningen for Fontænehuset til foredrag i Galaksen i Værløse med pårørendementor Dorthe Stieper, der fortæller om livet som forældre til psykisk sårbare.
”De fleste husker nok nedlukningen under Corona. Hvordan vi måtte isolere os og finde alternative måder at indrette vores familie- og arbejdsliv, mens vi hele tiden levede i uvished om, hvor længe dette skulle vare. Et sådan liv i undtagelsestilstand er ofte hverdagen og livsvilkåret, hvis man har et barn – uanset alder – der er psykisk sårbar eller har særlige behov,” siger Dorthe Stieper, der til daglig arbejder som mentor for disse forældre.
Hun er selv mor til en datter, der kom i alvorlig psykisk mistrivsel i udskolingen. Datteren endte med at blive indlagt med en svær anoreksi, depression og angst. Efterfølgende har datteren fået de underliggende diagnoser autisme, ADD og en længerevarende belastningsreaktion.
Med afsæt i sin egen historie og cases fra sine bøger, tegner Dorthe i foredraget et portræt af, hvad det indebærer at være forældre til børn/unge/voksne, der er neurodivergente og psykisk sårbare.
”Som forælder må man påtage sig mange roller og lever i konstant stress- og alarmberedskab, hvilket påvirker både familieliv og helbred. Ens forestillinger om livet bliver ofte knust, og man kan føle både skyld og skam, vrede og sorg,” forklarer Dorthe, der ikke kommer med ”quick fix”, men søger at spejle vilkårene som forældre.
Hun runder foredraget af med at beskrive, hvordan man som forælder må igennem en proces, som hun kalder en ”recovery- og discoveryrejse”, hvor man favner sig selv, sit barn og livet, som det blev – for at nå frem til en genbeskrivelse af nyt håb og mening.
Dorthe Stieper har siden 2017 arbejdet som pårørendementor og bl.a. været ansat i psykiatrien. I 2019 udgav hun bogen ”Historien om en mor. 11 mødre fortæller om at have børn med autisme” og i 2022 udkom ”Er det mors skyld? Når mødre føler og tillægges skyld for deres børns psykiske mistrivsel”. Hun er desuden vært på podcasten, ”LigeSind – perspektiver på psykiatri og pårørende”
Foredraget henvender sig til alle med interesse i emnet og selvfølgelig ikke mindst forældre samt andre pårørende og fagprofessionelle indenfor området.
Der er indlagt en pause med mulighed for at købe drikkevarer og der er lejlighed til spørgsmål undervejs.
Du kan tilmelde dig ved at bestille billet via nemtilmeld og betaling sker via mobilpay på nr. 48439 - pris kr 50 (medlemmer i Støtteforeningen og i Fontænehuset kr 25). Kvitteringen vises ved indgang til foredraget.
Fontænehuset er en non-profit organisation, der driver en socialøkonomisk virksomhed, der er et socialt arbejdsfællesskab for mennesker der af forskellige årsager er udenfor arbejdsmarkedet. Fælles for alle er en psykisk sårbarhed.
I Fontænehuset arbejder vi med socialøkonomiske aktiviteter indenfor områderne: køkken, design, upcycling, genbrug, trykkeri, hus & have og rengøring.
Information om arrangementet
Dato og tid Tirsdag d. 14. april 2026 kl. 19:00 til 21:00
Tilmeldingsfrist Tirsdag d. 14. april 2026 kl. 12:00
Sted
Kulturhuset Galaksen
Bymidten 48
3500 Værløse
Arrangør
Støtteforeningen for Fontænehuset Furesø
Tlf. +45 22160774
stotteforeningenfh3500@gmail.com
Denne side er lavet med NemTilmeld
Tilmelding til dette arrangement bliver håndteret med NemTilmeld.
Hvis du selv holder arrangementer, kan du prøve NemTilmeld's tilmeldingssystem for 0 kr. til dit næste arrangement.
PS: Reklamen bliver vist, fordi dette er en sponsoreret konto hos NemTilmeld.
Indlæser